Søgning

Arbejdsliv som advokat

Advokat Maria Lolch

Få indblik i karrierevej og
en arbejdsdag hos Focus Advokater.

Karrierevej hos Focus Advokater

Mød Maria Lolch

Trainee | advokatfuldmægtig | advokat

Kort om dig selv

Mit navn er Maria, og jeg er ansat som advokat hos Focus Advokater. Jeg er tilknyttet Focus Advokaters afdeling for Fast Ejendom og Proces, hvor jeg primært beskæftiger mig med entrepriseret og retssagsbehandling. Når jeg ikke er på arbejde, bruger jeg en del tid på at være aktiv, være sammen med min kæreste, mine venner og familie. Privat er jeg bosat i Odense.

Hvorfor valgte du Focus Advokater?

Jeg startede hos Focus Advokater i 2019 som trainee, da jeg var på mit 10. semester på studiet og var ved at skrive mit speciale. Jeg havde forinden været ansat hos Kromann Reumert i København men ønskede at søge retur til Odense. Jeg valgte særligt Focus Advokater, da Focus Advokater efter min opfattelse er kendetegnet ved høje faglige kompetencer, samtidig med at der er højt til loftet og et stærkt socialt fællesskab. Focus Advokater havde derfor også rammerne til , at jeg kunne udvikle mig både personligt og fagligt.

Yderligere er Focus Advokater et af Region Syddanmarks største advokatkontorer, hvilket også giver nogle bedre muligheder for en høj grad af specialisering – og jeg ønskede særligt at specialisere mig indenfor entrepriseretten.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Det er sjældent, at to arbejdsdage er ens. Da jeg primært beskæftiger mig med entrepriseret og retssagsbehandling, bruger jeg en del tid på forberedelsen af rets- og voldgiftssager, syn og skøn samt gennemgang og udarbejdelse af entreprise- og rådgiveraftaler. Nogle dage bruger jeg derfor ude af kontoret, eksempelvis i retten, til en skønsforretning eller til møder med kunder, imens andre dage bruges på kontoret med håndteringen af igangværende sager. En dag på kontoret kan blandt andet bestå af udarbejdelse af processkrifter og skønstemaer, udarbejdelse af kontrakter, teamsmøder og diverse korrespondance med kunder og modparter.

Udover sagsbehandlingen på de enkelte sager, fylder den rådgivende funktion som advokat selvfølgelig også en del i min hverdag. Det betyder også, at jeg løbende får henvendelser fra kunder, som har behov for konkret rådgivning og sparring på de situationer, de står i. I mit tilfælde kan det være konkrete problemstillinger, som kunderne står med under en igangværende byggesag – og som derfor også kræver en hurtig og præcis rådgivning.

Endelig bruger jeg en del tid på pleje af professionelle netværk samt tværorganisatorisk arbejde med mine kollegaer fra andre specialer.

Hvilke arbejdsområder har du?

Jeg er som nævnt tilknyttet Focus Advokaters afdeling for Fast Ejendom og Proces, hvor jeg primært beskæftiger mig med entrepriseret og retssagsbehandling. Mit arbejde består blandt andet i rådgivning af entreprenører og professionelle bygherrer forud for aftaleindgåelsen, under byggesagen og efterfølgende håndtering af tvister mellem parterne, herunder forberedelsen og gennemførelse af rets- og voldgiftssager samt forligsforhandlinger.

Yderligere er jeg tilknyttet Focus Advokaters team for udbudsret, hvor jeg rådgiver ordregiver og tilbudsgivere indenfor udbudsretten, herunder i forbindelse med gennemførelsen af udbud.

Gør karriere hos Focus Advokater

Kære kommende kollega – derfor skal du søge job hos os



Se videohilsenen fra Eva Berner, direktør Direktør – People, Culture and Business Development, Focus Advokater.

Karriereveje

Advokat

Hos Focus Advokater er vores advokater meget specialiseret inden for forskellige grene af erhvervsretten.

Som advokat skal du på baggrund af din juridiske spidskompetence kunne levere erhvervsjura i øjenhøjde med vores kunder. Det er vigtigt, at du har forretningsforståelse, og at du er i stand til at skabe værdi for kunderne. Du skal samtidig være god til at fastholde og udbygge relationerne til kunderne og have sans for at skabe at skabe ny forretning.


Sagernes kompleksitet kræver ofte, at vores advokater trækker på specialviden i hele organisationen. Det er derfor vigtigt, at du både er i stand til at spille med på holdet og holde fast på din egen spidskompetence. Endelig skal du være en god rollemodel, der hjælpe de yngre jurister på vej.


Hos Focus Advokater bliver du en del af et fagligt inspirerende arbejdsmiljø med gode kolleger og gode muligheder for udvikling, efteruddannelse og langsigtet karriereplanlægning.

Advokatfuldmægtig | Erhvervsjuridisk fuldmægtig

Som advokatfuldmægtig/erhvervsjuridisk fuldmægtig hos Focus Advokater får du nogle rigtig gode muligheder for at udvikle dine juridiske kompetencer, opbygge forretningsforståelse og lære, hvordan din rådgivning skaber værdi for kunderne.

Du bliver tilknyttet en afdeling og til teams, hvor du kommer til at arbejde med konkrete sager sammen med erfarne jurister. Dine arbejdsopgaver vil være af varierende karakter. I nogle situationer vil du få opgaver, som du selvstændigt skal sagsbehandle. Andre gange vil du komme til at indgå som en del af en større sag i samarbejde med andre jurister.


Vi tillægger det stor betydning, at du bliver kompetenceudviklet i løbet at din fuldmægtigperiode, derfor tilknyttes du en mentor, der støtter dig undervejs i hele uddannelsesforløbet.

Sagsbehandler

Specialiseret, service, korrespondance, kvalitet, effektivitet, fleksibilitet og imødekommenhed er nogle af nøgleordene for vores sagsbehandlere.

Som sagsbehandler hos Focus Advokater bliver du en del af en afdeling. Du vil typisk komme til at assistere et antal advokater og fuldmægtige, og dine opgaver vil være varierende alt efter, hvilken afdeling du er tilknyttet.


Du skal være i stand til at arbejde meget selvstændigt, og du skal sætte en ære i at levere god og hurtig service til kunderne. Det er derfor vigtigt, at du er meget serviceminded, kvalitetsbevidst og god til IT.

Hos Focus Advokater bliver du en del af et fagligt inspirerende og uhøjtideligt miljø med gode kolleger og gode udviklingsmuligheder.

Stabsmedarbejder

Vores stabsfunktioner dækker et bredt spektrum af faglige kompetencer og stillingstyper, som tilsammen understøtter vores juridiske forretning. Det drejer sig om HR, markedsføring, økonomi, IT, RPA, compliance, administration og service.


Jobområderne kræver meget forskellige kompetencer, men fælles for alle er, at de er med til at udvikle virksomheden og servicerer hele huset inden for vigtige faglige områder.

Udover høje faglige kompetencer skal du som medarbejder i staben have gode samarbejdsevner og være meget servicemindet.

Trainee | Studentermedhjælper | Praktikant

Focus Advokater er hele tiden på udkig efter talenter, der gerne vil begynde sin advokatkarriere som studentermedhjælper/trainee og supplere studiet med et relevant arbejde.

Når vi vurderer kandidater til vores studiejob, ser vi både på dit faglige niveau og dine personlige egenskaber. Udover gode juridiske kompetencer lægger vi også vægt på, at du har forretningsforståelse.


Som ansat i et studiejob får du mulighed for at prøve din teori af i praksis. Eksempler på arbejdsopgaver kan være udarbejdelse af notater, informationssøgning, deltagelse i sagsbehandling, udarbejdelse af udkast til stævninger samt forfatning af nyhedsbreve.

Den ugentlige arbejdstid ligger typisk på 1-2 dage. Arbejdstiden tilrettelægges, så du også har tid til dine studier og eksamener.

Kontakt os

I Odense, Kolding, Svendborg, København og Hamborg

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret på ny lovgivning, aktuelle juridiske problemstillinger og få invitation til vores faglige arrangementer via e-mail.



    Vælg hvilke nyhedsbreve du vil modtage

    Giv samtykke til


    This site is registered on wpml.org as a development site. Switch to a production site key to remove this banner.